Randers Bridgeklubs nye formand
Som klubbens sekretær har jeg bedt vores nye formand Dan Enok Sørensen om at skrive et par ord om sig selv. Med venlig hilsen Dennis Schlüter.
_____________________________________________
Jeg vil naturligvis tage forbehold for
erindringsforskydninger, og samtidig undlade oplysninger der kunne virke
skadelige på resterne af mit evt. gode omdømme.
Født 1964 i Nørresundby under et spil whist. Ganske få timer
efter forløsningen vendte min mor tilbage til spillet og tabte en ren sol – men
til gengæld havde hun jo mig !
Først 30 år efter denne for mig skelsættende begivenhed
begyndte jeg at lære bridge i en lille klub i Århus med hård disciplin – kun
ens eget helt personlige dødsfald kunne fungere som nogenlunde legitim grund
til ikke at møde op. Efter ca. 5 år med bridge 2-3 gange om ugen holdt jeg
pause fra klubbridge indtil jeg for et par år siden kom til Randers Bridgeklub,
hvor jeg nu pga. åbenmundethed skal bestride hvervet som formand. Om mandagen
vil jeg være i klubben med min unge makker (Jes), og om torsdagen med min
knap så unge makker (Søren).
Min tidligere nævnte relation til Århus er i øvrigt
bibeholdt, da jeg dér arbejder på det lokale universitet med at formidle
kendskab til endog særdeles døde mellemøstlige sprog.
Så mange var ordene om mig selv; nu ser jeg frem til med den øvrige bestyrelse
at fortsætte det gode arbejde med at styrke og udvikle klubben.
